LEJRE KULTURDAGE
______________________________________________________________________________________
Formålet med Lejre Kulturdage

Formålet med at arrangere Kulturdage er at sætte fokus på kulturen i Lejre Kommune. Grundidéen er, at borgerne gennem forskellige aktiviteter og arrangementer bliver opmærksomme på de historiske og nutidige kulturelle værdier og oplevelser i lokalsamfundet.

Arrangementernes indhold skal rettes mod nye eller ukendte sider af lokalsamfundet, eller afholdes under utraditionelle former, så de vækker borgernes nysgerrighed og interesse. En væsentlig intention er desuden, at arrangementerne skal henvende sig til alle aldersgrupper og helst nå ud i alle områder af vores kommune.

Vi arbejder ud fra et princip om, at de fleste aktiviteter skal inddrage frivillige og offentlige aktører, så utraditionelle samarbejdsrelationer afprøves, udvikles og etableres, men naturligvis med hjælp af ressourcepersoner udefra.

Vi ønsker at give borgerne et tilbud om aktiviteter, der kan give dem spændende oplevelser og mulighed for at være aktive, dels sammen med familien, dels sammen med andre borgere i kommunen. Kulturdagene kan således medvirke til at skabe nye kontakter og styrke fællesskabsfølelsen.

Koordinationsgruppen

Koordinationsgruppen er selvbestaltet, men åben for alle, der har lyst til at bidrage med gode initiativer til kulturlivet. Organisatorisk nedsattes i 2003 en koordinationsgruppe, som indkaldte til møder, sørgede for PR vha. pressemeddelelser og programmer samt nødvendig økonomisk dækning fra erhvervslivet såvel som fra de kommunale puljer.

I 2006 indledtes et kultursamarbejde i Bramsnæs, Lejre og Hvalsø kommuner omkring kulturdagene og dette samarbejde er fortsat ind i vores nye kommune. Vi håber, at kulturdagene vil være en fast tilbagevendende begivenhed i de kommende år.

Sekretariat:

Lejre Bibliotekerne,
Skolevej 12 , 4330 Hvalsø,
Gunvor Møller,
MAIL HER
Tlf.: 5117 5758

___________________________________________________________________________________